Hvorfor bør Apple frygte Zune? Er e-handel for alvor ved at slå igennem? Er blogs spild af tid? Det er tre spørgsmål der har været i fokus i tre interessante artikler jeg faldt over i løbet af sidste uge.
iPod vs Zune 
Microsoft kommer snart på markedet med Zune, der er deres bud på en MP3 player og konkurrent til Apple’s iPod. Med 70% af markedet og en coolness faktor på højde med Mount Everest burde Apple vel umiddelbart ikke have noget at frygte fra Microsoft på den front. I en artikel i Computerworld giver Mike Elgan 5 gode grunde til at Apple på trods af deres kæmpe forspring i forhold til Microsoft alligevel bør tage Zune seriøst som udforder til iPod’en.
1. The perfect storm
Et af problemerne for Apple er det ikke bare bliver en kamp mellem iPod og Zune head-to-head. Zune vil blive en integreret del af en hel række Microsoft produkter som Microsoft XP/Vista, Soapbox, Xbox og vil derfor kunne trække på hele Microsofts kollektive styrke.
2. Zune er social og viral
Zune giver mulighed for peer-to-peer trådløs fildeling.
3. Zune vil have flere programmer
Apple har lanceret deres filmdownload service med Disney film, men Microsoft har allerede aftaler med en række af de store filmselskaber som Twentieth Century Fox Film Corp., Paramount Pictuers, Sony Pictures Entertainment, Universal Pictures og Warner Bros. Derudover vil Microsoft tilbyde en lang række tv-programmer fra bl.a. BBC.
4. Passer bedre til film
Zune’s skærm er af ligeså høj kvalitet som iPod’s og endda større. Samtidig kan den vendes på langs, hvilket gør den bedre når der skal ses film.
5. Zune er faktisk ret cool
I modsætning til hvad der ellers kendetegner Microsofts produkter mener skribenten, at Zune med et godt minimalistisk design rent faktisk er ret cool.
e-handel 2.0
Alt i mens der er en masse buzz omkring hele Web 2.0 fænomenet er der en mindre revolution igang inden for e-handel. e-handel 2.0 sider ser bedre ud, er nemmere at bruge og vigtigst er de idag økonomisk bedre. e-handlen har efterhånden 10 år på bagen og er nu for alvor ved at tage fat med en forventet vækst i år på omkring 20%. Flere faktorer er med til at drive den nuværende vækst. En af dem er ændrede forbrugervaner. Tilliden til online shopping og betaling er steget og samtidig bliver der købt mere online samt mere komplekse produkter. Ydermere bliver bredbåndsforbindelser mere og mere udbredt, hvilket gør online shopping oplevelsen bedre. I artiklen identificeres trends der vil være vigtige for den fremtidige udvikling af e-handel. Der iblandt interaktive bruger oplevelser og social shopping. Læs hele artiklen her.
Er blogs spild af tid?
I en artikel i MediaMarked, der er et tillæg til Børsen, stilles spørgsmålet om blogs i virkeligheden ikke er spild af tid. Artiklen tager udgangspunkt i redaktøren Bill Keller fra New York Times, der har bekendtgjort at han er færdig med blogosfæren. Begrundelsen er at den diskussion der foregår på de fleste blogs er monoton og navlebeskuende. Argumentationen kører i ring og debatten kommer aldrig videre. Keller peger endvidere på at den ubegrænsede plads i blog blogverdenen er et problem – der er plads til alle synspunkter og de kan blive gentaget i det uendelige.